Skolegang gør en forskel
Vidste du, at masaipiger der får mulighed for at fuldføre et skoleforløb, får større mulighed for at bestemme over deres eget liv? Mange masaipiger i Kenya får ikke den mulighed. Klik
Ved at støtte Nenkashe Educational Center kan du være med til at gøre en forskel for de udsatte masaipiger.
Masaipiger er en særlig sårbar gruppe i det kenyanske samfund. Der er gamle, stærke traditioner for omskæring og arrangerede barneægteskaber.
På grund af den stigende fattigdom i familierne bliver pigerne ofte bortgiftet, endog meget tidligt, for at skaffe midler til familiens overlevelse og måske til drengenes skoleuddannelse, og får derved ikke selv nogen skolegang.
Nenkashe Educational Center ønsker at bidrage til et Kenya, hvor piger har lige rettigheder til skolegang og uddannelse, hvor omskæring og tidligt indgåede ægteskaber ikke finder sted og, hvor pigerne i højere grad bestemmer over deres eget liv. Derfor har organisationen taget den opgave på sig at hjælpe masaipiger til at få den skolegang, som har så stor betydning for deres videre liv.
I vores støtteforening taler vi mest om sikringen af pigernes skolegang økonomisk set, men organisationen i Kenya arbejder selvfølgelig bredere. Ud over at sikre de enkelte pigers skolegang arbejder organisationen med kontakten til pigernes familie og med almen oplysning i lokalsamfundet.
Pigernes kontakt til familien er ofte konfliktfyldt, fordi de er løbet hjemmefra af frygt for omskæring eller et forestående alt for tidligt ægteskab. Nenkashe Educational Center anser et definitivt brud med familien for uhensigtsmæssigt og lægger derfor meget arbejde i at pigen forsones med sin familie samt at få familiens accept af pigens skolegang.
Læs mere om Nenkashe Educational Center