Hurra, vi solgte for 6.493 kr – netto.

Vi holdt loppemarked påskelørdag i en strålende forårssol. Selvom der ikke var så mange besøgende på Frederiksberg Rådhusplads, havde vi et flot salg. For de penge kan Nenkashe i Kenya betale skolegang for 3 piger i grundskole – på en kostskole –  i et helt skoleår, og så er der også penge til at dække de tre pigers sundhedsudgifter og toiletsager.

 

Generalforsamling

Den 31. marts 2014 afholdt vi den årlige generalforsamling. Referat, Beretning og det reviderede regnskab kan I læse på hjemmesiden.

Rejsen til Kenya

Vi har varme hilsner fra taknemmelige medlemmer af Nenkashes kenyanske organisation og fra alle de piger vi besøgte på de forskellige skoler og gymnasier. Rejsen blev selvfølgelig betalt af os selv, ligesom vi også betalte rejseudgifter for de der fulgte os ved de mange besøg til pigernes forskellige skoler, til forældrene til nogle af pigerne og til børnehjemmet, hvor Malel og fire forældreløse piger bor.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Vi mødtes med den Kenyanske organisation hos Siloles søster og svoger i Kajiado og fik lejlighed til at fortælle om vores arbejde med at indsamle de mange penge. De fortalte om deres arbejde for pigerne og om deres møde med den lokale undervisningsminister om at oprette en erhvervsskole på det store stykke land, som ”Nenkashes daughters trust” har doneret til formålet.